Bakkelandets vuggestue

_MG_0923.jpg   Banner_groen_99x32.gif  LogoSolv.jpg

 

De mindste børn på Bakkelandet leger og udvikler sig i vuggestuen. Her får barnet de første indtryk af verden væk fra far og mor, og derfor skal tiden i vuggestuen være tryg og fyldt med nærværende voksne, der møder børnene med tillid og respekt. Derfor har vi i vores vuggestue en god normering. 

Allerede i vuggestuen lægger vi de første trædesten, så barnet bliver klar til børnehaven og resten af livet i fællesskabet med andre. Det er her, barnet opdager sig selv, sit eget værd og nysgerrigheden til at lære. Disse sten lægger vi ved at stimulere børnene inde og ude, gennem genkendelige rammer for leg, læring og udvikling. Vi møder børnene på deres individuelle udviklingsniveau og stimulerer dem derfra, for at skabe de rette betingelser for det enkelte barns trivsel og udvikling. 

Vuggestuen har samme værdigrundlag som Bakkelandets Børnehave og Bakkelandets Friskole. Vi tror på, at et barn som starter i vuggestuen og fortsætter i Bakkelandets børnehave og friskole får en rolig, tryg og sammenhængende hverdag i kendte rammer og med kendte værdier. 

Vi prioriterer overskuelige rammer, hvor oplevelse, engagement og respekt mellem børn og voksne er grundlaget for en god dag. Vi ønsker at fremme elementer som skaber hele mennesker gennem læring og dannelse. 

Bakkelandets Vuggestue har et tæt samarbejde med børnehaven og friskolen og lægger sig op ad den Grundtvig/Koldske begrebsverden. Her er fortællingen og temaet værdier, som omslutter barnet i en verden, hvor de kan udvikle deres faglige og kropslige kunnen, åndelige bevidsthed og følelsesmæssige udvikling. Historien og fantasien giver dem muligheder, som gør dem bevidste om deres eget store potentiale – får dem til at føle og forstå deres egne ressourcer. I sig selv og i fællesskabet. 

Vuggestuen indgår som en naturlig del af Bakkelandets fælles værdier, hvor der lægges op til stor glæde og ansvarlighed for hinanden, store som små. 

Åbningstider:
Mandag til torsdag kl. 6.15 – 16.45.
Fredag kl. 6.15 – 15.45. 

Bakkelandets Vuggestue følger Horsens Kommunes retningslinjer for lavt fremmøde og har enkelte lukkedage. Disse meldes ud i august måned. Her vil der være alternativ pasningsmulighed. 

Optagelse
Retningslinjer I forbindelse med optagelse af nye børn i Bakkelandets Vuggestue:

1: Bakkelandets Vuggestue kan kontaktes pr. telefon, mail eller gennem hjemmesiden. 

2: Møde og rundvisning af stedet aftales. 

3: På mødet har forældre og barn mulighed for at være med i vuggestuen ved en aktivitet. På mødet gennemgås dagligdagen samt ugerytmen i vuggestuen. Desuden orienteres om traditioner, den røde tråd i Bakkelandets afdelinger – herunder stedets værdisæt. På mødet får forældre udleveret Bakkelandets Vuggestues pædagogiske læreplan, fødselsdagsfolder og praktisk informationsliste. 

4: Indmeldingsblanket udleveres på mødet eller tilsendes. 

5: Opfølgningsbrev sendes når barnet er tilmeldt. 

6: Inden opstart i vuggestuen er der for-besøg, hvor barnet kan være med i vuggestuens dagligdag, og hvor forældrene får en samtale med primærpædagogen og afdelingslederen om opstarten, og hvor Bakkelandets Vuggestue får information fra forældrene om barnet, da det er afgørende for en god og tryg opstart.

Hverdagen
I vores hverdag er der en række faste holdepunkter imellem børnenes aktive leg og samvær.

Når I møder om morgenen, skal barnet afleveres i vuggestuen med et 'godmorgen' fra både forælder og barn til et personale. Om eftermiddagen skal der ligeledes siges ordentligt farvel til vuggestuen og personalet. Når i afleverer så skriv venligst på sedlen, hvornår barnet hentes. Så har personalet mulighed for at tilpasse barnets hverdag til dette.
 

Måltider
Vuggestuen sørger for barnets måltider. Betaling herfor opkræves sammen med betaling for vuggestuepladsen. Børnene får varm grød hver morgen kl. 7.45, frokost ca. kl. 10.30 og eftermiddagsmad ca. kl. 14.00. Maden er alsidig med udgangspunkt i gode, sunde råvarer, overvejende økologiske. Vi er stolte af vores mad traditioner.

Madplan:

Hver dag: frisk frugt og grønt.

Eksempel på ugeplan:

Mandag: pureret grøntsagssuppe med brød til

Tirsdag: rugbrød med flødeost, leverpostej, postejer, figenpålæg og kødpålæg

Onsdag: grøddag: risengrød, hirsegrød osv. med frugtkompot

Torsdag: lun ret (f.eks. fisk) med grøntsager

Fredag: Samme menu som børnehaven. Hver 4. fredag festmenu.

Vi vægter at skabe en god stemning omkring måltiderne, hvor vi blandt andet øver i bordskik m.m.

Får barnet erstatningsmælk, skal dette medbringes af forældrene sammen med rengjorte sutteflasker - fra dag til dag.

billede_053_320x200.jpg

Masser af aktiviteter
Vi har forskellige aktiviteter året rundt. Vi synger, leger, hygger og trøster når det er nødvendigt. Børnene er så vidt muligt ude hver eneste dag i naturen - leg i sandkasse, på græsplæne, besøg i skolens tipi mv. I vuggestuen har børnene plads til at deres sansemotoriske færdigheder udfordres samt udvikles. Derudover besøger vi ofte skolens gymnastiksal, hvor der plads til leg for både vuggestuens store og små børn. De store børn besøger gerne børnehaven, som vuggestuen deler tag med, ligesom børnehavebørn kan komme på aftalt besøg i vuggestuen.
 

Renlighed
Alle børn vasker hænder inden og efter de har spist, og naturligvis efter de har været på toilettet. Og vi opfordrer til, at børnene også lærer at vaske hænder derhjemme og rydde op efter sig på toilettet. På badeværelserne ligger der altid rene og tørre vaskeklude, som børnene tørrer hænder i og lægger til vask efterfølgende. Vi slipper for meget sygdom på denne måde!
 

Fødselsdag
Vi fejrer barnets fødselsdag ved at tænde et fødselsdagslys og synge fødselsdagssang. På barnets fødselsdag er det ok, at barnet tager f.eks. clementiner med, små rosinpakker, kiks mv. Men ikke slik!
 

Udeliv
Vi er meget glade for udelivet og vi ved, at frisk luft mindsker børns sygdom. Vores erfaring viser også, at når børnene selv får lov at bestemme, vil de fleste børn helst være ude - uanset vejret. På legepladsen bliver der bygget huler, lavet sandslotte, gynget, rutsjet, leget i legehusene og meget mere.
 

Barnevogn
Barnet medbringer selv barnevogn og udstyr (dyne, tæpper, regnslag, myggenet osv.). Barnevognen kan stå i vuggestuen (på eget ansvar). Forældrene søger for at madrasser, puder og dyner kommer ud i barnevognen om morgenen og kommer ind igen, når barnet hentes.
 

Sygdom:
Syge børn skal være helt raske inden de kommer igen. Ring venligst og giv besked på dage hvor børnene ikke kommer på grund af sygdom eller andet.
 

Sikkerhedshensyn:
Huske at fortælle hvis I skifter telefonnummer eller adresse. Vi skal altid have mulighed for at få fat i jer.
Vi har ikke nogen ulykkesforsikring på børnene, hvorfor I anbefales at tegne en sådan gennem jeres eget forsikringsselskab.
Parkeringspladsen er til biler uden tændingen på – også selvom det er koldt!
Sæt slåen for på lågen ud til parkeringspladesen - det gælder dit barn!
 

Garderobe
Barnet skal have følgende i deres garderobe:
Ekstrasutter med navn på
Bleer
Om vinteren:
1 flyverdragt
1 par varme/vandtætte støvler
Ekstra varmt tøj
2 huer
2 par vanter
Indesko
Ekstra tøj
Om sommeren:
Sandaler
Regntøj
Gummistøvler
Sommertøj
Ekstra tøj
Sommerhat/kasket

Vi gør opmærksom på, at det er forældrenes ansvar at sørge for, at barnet har tørt tøj og sko/støvler fra dag til dag. Ligesom det er forældrenes ansvar at holde orden i barnets garderobe. Tøj og sko, som ikke må bruges i Vuggestuen, bedes ikke opbevaret i garderoben. Husk at sætte navn i tøj og sko. Ingen plastikposer tak - det er for farligt!

Om fredagen vil vi meget gerne have, at forældrene rydder op på barnets rum i garderoben, tjekker kassen og tager det beskidte tøj med hjem. Forældrene har selv ansvaret for rengøring af kasserne.
 

Forældrebestyrelse
Vuggestuen er privat. Det betyder blandt andet at det er en forældrebestyrelse som fastsætter vuggestuens værdier og pædagogiske linie. Det er også forældrebestyrelsen som ansætter personale og efterfølgende fungerer som arbejdsgiver. Forældrebestyrelsen er også ansvarlig i forhold til at opfylde de krav kommunen stiller til vuggestuer i kommunen. Der er valg til forældrebestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen.
 

Arbejdslørdag
To gange om året holder vuggestuen i samarbejde med børnehave og skole, arbejdslørdag. Her mødes forældre til vuggestuens børn og bruger en lørdag på at vedligeholde og forbedre de indvendige såvel som de udvendige faciliteter. Deltagelse er naturligvis frivillig, men normalt er næsten alle børn repræsenteret af en eller flere forældre

vuggestue1_320x200.jpg  IMG_1686_320x200.JPG

 

Office 365Nimdrupvej 2  .  8740 Brædstrup  .  Skolen Tlf.: 75 75 38 88 .  kontor@bakkelandets-friskole.dk